HØJE GLADSAXE BIBLIOTEK+

Rum til fællesskaber – funktionelt, fantasifuldt og favnende

Centralt placeret på butikstorvet i Høje Gladsaxe kan områdets beboere nu samles i et helt nyt bibliotek og multifunktionelt bydelshus, hvor en imødekommende og praktisk indretning er blevet til i samarbejde med husets brugere og med udgangspunkt i ønsker, idéer og praktiske behov hentet fra deres virkelighed og hverdag. 

Photo: Benita Marcussen

Et centralt mødested, hvor alle kan føle sig velkomne og godt tilpas

Biblioteket og bydelshuset i Høje Gladsaxe skulle både have en central placering og opfylde en bred vifte af forskellige funktioner på én gang. Det skulle løse klassiske biblioteksopgaver, som fx udlån og læsesal, og samtidigt også huse alt fra koncerter og foredrag til børneteater, foreningsaktiviteter, strikkeklubber, fællesspisning m.m. Opgaven bestod derfor både i at udvælge den rette lokation, sikre at ombygningen og indretningen levede op til officielle krav og retningslinjer og samtidig sørge for, at de forskellige behov fra de mange daglige brugere blev hørt og imødekommet inden for nogle stramme økonomiske rammer.

Photo: Benita Marcussen

Fra upersonligt erhvervslokale til farverigt bydelshus

Nødvendigheden af en central beliggenhed for Høje Gladsaxes nye bydelshus satte nogle naturlige begrænsninger på udvalget, herunder størrelse og det arkitektonisk udtryk. Valget faldt på et stort langstrakt lokale på i alt ca. 1000 m2, placeret i ét plan, uden særlige karakteristika, men med en central placering på byens torv. Derfor bestod opgaven af dels at udnytte pladsen bedst muligt med multifunktionelle løsninger, dels at få skabt stemning og karakter i det store neutrale rum. 

Brugerinvolvering på detaljeniveau

For at skabe optimale rammer til de mange forskellige former for aktiviteter, samt sikre at alle målgrupper er blevet imødekommet, har brugerinddragelse været en vigtig del af processen. De mange idéer, ønsker og behov fra brugerne er blev taget med helt ned på detaljeniveau, og det har fx betydet at køkkenøen er blevet rund. Den udformning har løst et lavpraktisk problem for medlemmerne af bydelshusets madklubber, fordi det lille hold nu kan samles rundt om underviseren, hvor alle kan se og høre.  

Photo: Benita Marcussen

Fra læsesal til teaterscene eller yogarum

På samme måde betød de mange brugerønsker at et stort indre rum i bydelshuset blev indrettet så det nemt og enkelt kunne skifte funktion fra fx læsesal til yogastudie, møderum eller foredragssal. Løsningen blev et rum-i-rummet, hvor bløde gardiner fungerer som fleksibel ruminddeling, afskærmning og lyddæmpning, og hvor en specialudviklet mekanik gør det let for en enkelt person at vippe de store studieborde op i reolsystemet, så der frigives masser af gulvplads til stolerækker, yogamåtter eller en lille scene.

Photo: Benita Marcussen
Photo: Benita Marcussen

Det indre landskab er bygget af kasserede reoler 

Det legende reollandskab, der i en rytmisk bevægelse bryder bibliotekets langstrakte hovedrum er skabt af kasserede reoler fra byens bibliotek. De har fået et ensartet og moderne udtryk med nye reolgavle i krydsfiner, der er behandlet med en pigmenteret linolie. Flere steder løfter et plateau reolerne op og formgiver et varieret landskab, hvor indbyggede siddepladser polstret i vævet genbrugsplast tilfører reollandskabet flere funktioner. I et harmonisk samspil mellem nyt og gammelt opstår, der rum til både bøger og mennesker, fællesskaber og fordybelse. Reollandskabet former rolige studiepladser og hyggelige kroge, hvor strikke-, bog- eller fotoklubben kan samles om deres fælles interesse. I stedet for at smide de gamle og uens reoler ud, blev de genanvendt og det sparer både klimaressourcerne og budgettet.

Photo: Benita Marcussen

Skulptur er også udlånsdisk og kaffestation

Det arkitektoniske bylandskab i Høje Gladsaxe har inspireret til udformningen af bydelshuset indre landskab, hvor den farverige og skulpturelle konstruktion mimer byens fem genkendelige boligblokke. Udover at møbelkonstruktionen tilfører huset karakter og personlighed, så opfylder den også en lang række praktiske funktioner som fx receptions- og udlånsdisk, opbevaring af bogvogne, kaffestation m.m. Den farverig konstruktion er udført i mursten, fliser og porotherm thermoblokke med håndglaserede, malede og lakerede overflader, der leger med farver og teksturer. Farvekompositionerne og de taktile overflader er blevet til i tæt samarbejde med en keramiker, der har bistået med test af forskellige murstenstyper, glaseringer, farver og brændingstemperaturer. Resultatet er en unik og funktionel møbelskulptur, der indenfor et overskueligt budget giver bydelshuset en visuel signatur, der både har en praktisk og æstetisk værdi.

Photo: Benita Marcussen
Photo: Benita Marcussen
Photo: Benita Marcussen

Fakta

  • Bygherre: Høje Gladsaxe Kommune  
  • Projekt: Bydelshus og bibliotek         
  • Projekttype: Ombygning og indretning
  • Areal: 1000 m2               
  • Entreprenør: Steen Bjørnskov ApS
  • Budget: 9 mio.
  • Arkitekter: NOAA
  • Opførelsesår:  2021